Co-teaching og psykologisk tryghed
Hvad er psykologisk tryghed, og hvordan kan det være med til at understøtte og kvalificere indsatserne omkring co-teaching i praksis?
I denne bog bringes forskning om co-teaching i forbindelse med forskning om psykologisk tryghed. Co-teaching vurderes af de professionelle som en god tilgang til arbejdet med inklusion, men det er også en vigtig brik i forhold til at skabe skoleudvikling. Det er derfor vigtigt at skabe et psykologisk trygt miljø, som inspirerer de professionelle til chancetagning og kritisk refleksion. Psykologisk tryghed flyder som en følelsesmæssig understrøm i de professionelle relationer og er i vid udstrækning udpegende for, om og i hvilken udstrækning co-teaching opnår kollektiv kreativitet, som bidrager til nye tiltag og styrker skolens fundament.
Bogen introducerer begrebet psykologisk tryghed og præsenterer en række konkrete værktøjer, strategier og overvejelser, fx:
- Hvilken betydning har psykologisk tryghed i den fælles forberedelse, udførelse og evaluering?
- Hvordan bliver ideudviklingsprocesser psykologisk tryg?
- Hvordan kan ideer fra kollegial supervision integreres i spilfaciliteret evaluering?
- Hvordan kan man føre refleksive samtaler i pædagogiske teams, og hvordan gøres samtalerne psykologisk trygge?
- Hvad er gode vilkår for at implementere co-teaching, og hvad kan gøre implementeringsprocessen psykologisk tryg?
Co-teaching og psykologisk tryghed er relevant for lærere, pædagoger, vejledere og ledere samt psykologer og ressourcepersoner med tilknytning til skoleverdenen.
”Bogen er en bombe af informationer og en oplagt bog for teamet at gå i gang med. Bogen rummer stort set alt hvad man bør vide om co-teaching og psykologisk tryghed. En meget nødvendig bog.”
”I Micki Sonne Kaa Sunesens bog "Co-teaching og psykologisk tryghed" understreges det, at det ikke blot er co-teaching-metoden, men det dybdegående og fordybende samarbejde mellem professionelle, der danner grundlag for tillid, tryghed og læring, hvilket udvikler faglig kapacitet. I bogen fremhæves fordelene ved at dyrke de tværfaglige makkerskaber i co-teaching, da det er i åbenhed, tryghed og tillid til hinanden, at man tør tage chancer og kollektivt udvikle ideer i mødet med hverdagens udfordringer. Denne pointe udfolder Micki gennem forskellige faglige perspektiver, hvilket giver plads til refleksion, hvad enten man er pædagog, lærer, vejleder eller leder, der arbejder med co-teaching.
Som vejleder blev jeg særligt inspireret af Mickis bud på, hvilke kompetencer en vejleder skal besidde i arbejdet med co-teaching, da bogen giver mig konkrete forslag til, hvordan disse kompetencer kan udfoldes og sættes i spil i min egen praksis. Bogen tilbyder rig inspiration til mit arbejde som vejleder, og hvordan jeg kan styrke mit samarbejde med ledelsen. Micki opfordrer også organisationer til at se kritisk på deres udviklingsstrategi, netop for at sikre en god implementering og/eller fastholdelse af co-teaching som metode i praksis. Og det er én af de vigtigste pointer i denne bog, hvis man som skole vil lykkes med at skabe gode vilkår for co-teaching.
Jeg synes, du skal læse bogen "Co-teaching og psykologisk tryghed", hvis du arbejder med eller ønsker at arbejde med co-teaching på den ene eller anden måde. Bogen kommer med inspiration og redskaber til, hvordan du kan sikre det fordybende og trygge samarbejde, der er nøglen til at skabe et psykologisk trygt læringsmiljø i arbejdet med co-teaching som metode”.
Mobning, præstationspres, angst og strukturelle forhold i skolesystemet - hvad ligger bag elevernes trivsel og mistrivsel?