Ny bog peger på fraværsdebattens blinde vinkler


Af Trine Hornemann

13. august 2026



Skolefraværet fortsætter med at stige. Det sker, selv om kommuner og skoler gennem de seneste år har iværksat handleplaner, skærpet indsatserne og ændret lovgivningen. Skylden er flere gange blevet placeret – blandt andet hos forældrene – men skolefraværet vokser fortsat.

Ifølge forfatterne bag den nye bog Skolefravær – socialt set må vi derfor rette blikket et andet sted hen.

Bogen argumenterer for, at skolefravær ikke længere kan forstås og behandles som individuelle enkeltsager. Skal udviklingen vendes, kræver det et større fokus på de sociale, kulturelle og relationelle forhold, der former børns mulighed for at deltage i skolens fællesskaber.

Mens andre bøger om skolefravær har haft fokus på barnet, familien eller konkrete indsatser over for den enkelte elev, undersøger Skolefravær – socialt set på systematisk vis skolefravær som et socialt fænomen.

”Hvis vi skal lykkes med at forebygge og mindske skolefravær, kan vi ikke nøjes med at kigge på barnet. Vi er nødt til at flytte blikket fra individet og få øje på den sociale kontekst, barnet indgår i. Hovedpointen er at forstå, hvilken rolle relationer, fællesskaber og skolemiljø spiller i udviklingen af skolefravær,” siger medredaktør Helle Rabøl Hansen.

Bogen undersøger blandt andet, hvordan skolefravær opleves af de fraværende børn og unge og de professionelle, der forsøger at hjælpe, og hvilke mønstre forskningen peger på, herunder skoletilhør, relationer, fællesskaber, undervisningens meningsfuldhed, skolekultur og ledelse.

Et gennemgående fokus i bogen er begrebet socialpsykologisk tryghed – de relationelle, kulturelle og pædagogiske betingelser, der gør det muligt for børn at opleve sig som legitime deltagere i skolens faglige og sociale fællesskaber. Ifølge Tine Basse Fisker har debatten om skolefravær i mange år overset, hvor afgørende voksnes tilgængelighed og kontinuitet er for børns trivsel og skoletilknytning.

”Et barn skal i dag typisk opbygge tillidsfulde relationer til mindst 20 forskellige professionelle voksne, før det når 1. klasse. Samtidig oplever mange børn lærerskift, vikarer og andre brud undervejs i deres skoleliv. Vi ved, at stabile relationer til voksne har stor betydning for børns trivsel og skoletilknytning, og når kontinuiteten forsvinder, kan vi ofte se det i både trivsels- og fraværstallene. Derfor er det afgørende, at skoleledelser arbejder aktivt med at skabe tryghed, stabilitet og stærke relationer mellem børn og voksne,” siger medredaktør Tine Basse Fisker.

Forfatterne understreger, at ambitionen ikke er at placere skyld hos skolen, ligesom tidligere forklaringer ofte har placeret den hos familien. Tværtimod er ambitionen at skabe en mere nuanceret forståelse af et komplekst problem og åbne for nye veje til forebyggelse og handling.

Antologien samler bidrag fra forskere og praktikere med ekspertise inden for skolefravær, skoletilhør, mobning, ledelse, trivsel og specialpædagogik og henvender sig til lærere, pædagoger, skoleledere, PPR-medarbejdere, konsulenter og andre fagprofessionelle, der arbejder med børn og unges trivsel og deltagelse i skolen.

Om redaktørerne

Tine Basse Fisker er ph.d. i pædagogisk psykologi. Derudover forsker hun i skolen med et særligt fokus på skolefravær, fællesskaber og trivsel for børn og unge. Tine er selvstændig vidensformidler og underviser samt fungerende psykoterapeut med klinik i Roskilde. Hun er derudover forfatter til flere bøger og artikler om skolefravær og børns deltagelse i fællesskaber.

Helle Rabøl Hansen er cand.jur. med en ph.d. i pædagogisk psykologi og adjungeret lektor på Ilisimatusarfik Universitet i Grønland. Helle er skoleforsker med fokus på mobning, miljø, skolefravær, skolevrede og fællesskabsopbyggende praksisser og er forfatter til flere bøger, heriblandt Mobning (2018) og Parentesmetoden (2016).

LÆS OGSÅ

Folkeskolen: Frivilligt skolefravær: Når eleven godt kan, men ikke vil skolen

Skolemonitor: Forskere og praktikere i ny bog: Vi er nødt til at få øje på det sociale aspekt i skolefravær