Natur, nysgerrighed og science i børnehøjde - nysgerrighed styrker sproget om natur og teknologi
Med en fælles naturfagsstrategi for alle børn fra 0-16 år har Jammerbugt Kommune sat en tydelig retning for arbejdet med natur, teknologi og science i både dagtilbud og skole. Målet er at skabe stærke naturfaglige kulturer i de enkelte institutioner og skoler – og samtidig styrke sammenhængen på tværs.
I kommunens folkeskoler har naturfag gennem flere år været et prioriteret udviklingsområde, og alle skoler arbejder blandt andet med Engineering i Skolen og makerspaces. Kommunen har nu igangsat et 4-årigt forløb med fokus på at styrke de science-pædagogiske kompetencer i dagtilbud og førskoletilbud, så børnene møder en genkendelig og nysgerrig tilgang til natur og teknologi allerede inden skolestart.
Under overskriften Science som fælles afsæt i overgangen mellem dagtilbud og skole fokuseres der på at give alle børn et fælles naturfagligt afsæt, hvor science bliver et fælles tredje i overgangen mellem dagtilbud og skole. På den måde kan børnene udvikle et begyndende sprog for naturvidenskabelige fænomener, samtidig med at de oplever tryghed og genkendelighed i mødet med skolen. Projektet omfatter ledere og science-kulturbærere fra 23 kommunale dagtilbud og 13 førskoletilbud samt repræsentanter fra forvaltningen.
Forløbet blev indledt med et fælles inspirationsoplæg om natur, udeliv og science i børnehøjde. Herefter fik børnehaverne udleveret små rygsække til børnene og større rygsække til pædagogerne. Rygsækkene indeholder konkrete værktøjer, der gør det nemt at undersøge, eksperimentere og være nysgerrig på naturen sammen med børnene.

En central del af forløbet er at tage afsæt i børnenes perspektiver, undren og egne spørgsmål. Pædagogerne arbejder med en undersøgende tilgang, hvor naturbegreber bliver en naturlig del af læringsmiljøet og de samtaler, der opstår mellem børn og voksne. Ved at undersøge, få ideer og fortælle om egne erfaringer udvikler børnene både viden, færdigheder og sprog om natur og science relaterede emner.
Forløbet i Jammerbugt Kommune er bygget op omkring sparringsbesøg i hvert dagtilbud og førskoletilbud, hvor prøvehandlinger og praksiserfaringer danner grundlag for refleksion og videre udvikling. Derudover gennemføres årlige netværksmøder for kommunens science-kulturbærere, så de gode erfaringer kan deles, og der kan skabes et stærkere fagligt fællesskab på tværs af institutionerne.
De foreløbige erfaringer viser, at pædagogerne oplever stor værdi i de praksisnære aktiviteter. Mange bliver positivt overraskede over, at de ikke behøver at være science-eksperter for at gøre børnene nysgerrige på naturen og gennem en undersøgende tilgang udvikle et sprog inden for science.
Det styrker både modet til at eksperimentere og den fælles pædagogiske retning i arbejdet med science.
Om forløbet fortæller konsulent Maria Skov Pedersen: ”Vi oplever allerede nu, at flere voksne tør eksperimentere og være nysgerrige sammen med børnene. Det faglige fællesskab omkring science, hvor den legende og nysgerrige tilgang til oplevelser i naturen er i centrum, er godt på vej til at blive en del af den pædagogiske identitet.”
Projektet har været i gang i cirka halvandet år og løber frem til udgangen af 2028. Dermed er der tid til at fastholde og videreudvikle den science-kultur, der er begyndt at tage form. For kulturændringer tager tid, men i Jammerbugt Kommune er fundamentet lagt for, at science kan blive et fælles sprog og en fælles praksis, der styrker børns nysgerrighed, læring og overgang fra dagtilbud til skole.
Brug for efteruddannelse i jeres dagtilbud, skole eller kommune?
Vores team af konsulenter tilbyder kompetenceudvikling gennem forløb, kurser, læringsdage, sparring og observationer. Læs mere her