Læreren er vært – ikke entertainer
Anmeldelse af Vi har to opgaver af Rasmus Alenkær
Jeg har netop læst Vi har to opgaver af Rasmus Alenkær. Og for en god ordens skyld: Jeg har ingen relation til ham, har aldrig været på kursus hos ham og får intet ud af at anbefale bogen. Jeg er bare folkeskolelærer, der har fået mulighed for at læse bogen.
Det er en af de sjældne skolebøger, hvor man ikke sidder og tænker “det lyder godt i teorien”, men snarere: “det her er jo en helt almindelig tirsdag”. Bogen tager udgangspunkt i en fiktiv klasse, 7.X, som fungerer som en gennemgående case. Det er tydeligt, at den ligger tæt på den virkelighed, Alenkær selv har arbejdet i, og det gør, at pointerne ikke bliver abstrakte. Man kan ret let genkende både elever, situationer og dilemmaer.
Alenkærs hovedpointe er egentlig meget enkel: skolen har altid to opgaver på samme tid. Den ene er den faglige undervisning. Den anden er at få børn til at kunne deltage i et fællesskab. Og den anden kommer ikke efter den første, den er forudsætningen for, at den første overhovedet kan lykkes.
Før der kan være matematik, dansk eller historie, skal nogen lære børn at vente på tur, lytte, arbejde uden nødvendigvis at have lyst, håndtere uenighed og acceptere en voksen som rammesætter. Det er ikke en sideopgave. Det er selve undervisningens mulighedsbetingelse.
Her bruger han begrebet værtskab. Læreren er vært for rummet. Ikke entertainer, facilitator eller serviceperson, men den voksne der tager ansvar for rammerne, tonen og forventningerne. Hvis ingen ejer rummet, gør de mest dominerende elever det og så forsvinder både roen og undervisningen.
Han gennemgår også forskellige former for værtskab. Pointen er ikke, at læreren skal være én bestemt type person, men at læreren professionelt må kunne skifte position: nogle gange tydeligt styrende, nogle gange støttende, nogle gange korrigerende og nogle gange mere tilbagetrukket. Værtskabet handler altså ikke om personlighed, men om ansvar for situationen.
Bogen er praksisnær på en måde, der faktisk er ret befriende. Den stopper ikke ved principper, men beskriver også, hvordan man konkret kan gribe det an, når en klasse er udfordret. Hvordan man kan arbejde med struktur, forventninger, relationer og fællesskab over tid.
Samtidig peger Alenkær på noget organisatorisk: hjælp til læreren skal ikke kun bestå af møder, handleplaner og henvisninger længere ude i systemet. Den skal kunne opstå i selve praksis. Han argumenterer for en organisering, hvor man kan få kollegial støtte og sparring omkring opgaven her og nu, mens undervisningen foregår, i stedet for først når problemerne er vokset sig store nok til at blive en sag.
Den tanke bruger han også i forhold til forældresamarbejdet. Læreren er ikke gæst i forældrenes skole, og forældremøder er ikke bare informationsaftener. De skal rammesættes. Han giver konkrete bud på, hvordan et forældremøde kan bygges op, og taler om forældre som medspillere i barnets skolegang, ikke som publikum, kunder eller modparter.
Bogen gør også op med forestillingen om, at motivation kan designes. Skolen er ikke kun et sted, hvor man arbejder med det spændende. Den er også stedet, hvor man lærer vedholdenhed og opdager, at man godt kan lære noget, man ikke selv havde valgt.
Relationer fremstilles ikke som hyggeligt pædagogisk tilbehør, men som det der gør undervisning mulig. Hvis eleven ikke accepterer læreren som legitim voksen, hjælper hverken metoder, differentiering eller nye begreber ret meget.
Og så peger Alenkær på noget, der sjældent siges højt: inklusionsudfordringer handler ikke kun om ressourcer. Det handler også om socialisering. Læreren kommer uundgåeligt til at bruge tid på opdragelse, ellers kan ingen undervises.
Undervejs henviser han til både forskning og praksiserfaringer fra skoleverdenen, så bogen ikke står som en personlig holdning, men som et forsøg på at sætte ord på en virkelighed mange lærere allerede genkender.
Det er ikke en bog fuld af smarte metoder eller nye modeord. Det er en praksisnær bog, der beskriver virkeligheden i et klasselokale uden romantik, men også uden opgivenhed.
Hvis jeg alligevel skal pege på noget, kunne jeg godt have ønsket lidt mere om rammerne omkring læreren. Bogen beskriver meget præcist, hvad der virker i praksis, men i en hverdag med store klasser, mange behov og begrænset tid kan værtskabet også være svært at få til at leve, ikke fordi man er uenig, men fordi betingelserne ikke altid følger med.
Det ændrer ikke ved, at pointerne er genkendelige og relevante. Måske gør det snarere bogen vigtigere, fordi den tydeliggør, hvad opgaven faktisk er, også når den er vanskelig at løse.
Jeg vil mene, den er værd at læse for både lærere, lærerstuderende og måske endda forældre, der gerne vil forstå, hvad det egentlig er for en opgave, skolen står med.
Hans-Jacob Lauridsen, lærer på Houlkærskolen