Bevægelse i dagtilbud (inkl. bevægelsekort)
Denne bog giver et konkret bud på, hvordan det pædagogiske personale i dagtilbud kan arbejde målrettet med bevægelse for at fremme børns udvikling.
Bogen giver en introduktion til Bevægelseskløveren, en pædagogisk tilgang, der hjælper personalet til at reflektere over, hvordan de kan implementere bevægelse i deres daglige arbejde.
Med bogen følger 32 bevægelseslege i en særskilt nøglering, som gør det nemt at omsætte de teoretiske tilgange til praktiske aktiviteter i hverdagen.
Bevægelseskortene er et værdifuldt redskab for det pædagogiske personale til at støtte børns arousalregulering i dagligdagen, hvor børn ofte skal navigere mellem aktive lege og mere rolige overgange som spisning eller putning.
Metoden gør det muligt for dagtilbud at skabe mere dynamiske rammer, hvor bevægelse ikke blot bliver en aktivitet, men en central del af børnenes udvikling og trivsel. Bevægelseskortene har for eksempel fokus på, hvordan en leg kan ændres, så den enten giver mere energi til børnene eller kan dæmpe et meget uroligt barn.
Bogen henvender sig til pædagogisk personale og ledere i dagtilbud og til undervisere og studerende på pædagoguddannelsen. Den er også relevant for dagplejere, foreninger og forældre, der arbejder med bevægelse for børn i alderen 0-6 år, og pædagoger i indskoling eller SFO.
"Jeg synes bogen er meget anvendelig i forhold til de studerende.
Modellen Bevægelseskløveren er brugbar i forhold til at bevidstgøre de studerende om hvilke potentialer bevægelseslege har i forhold til barnets udvikling. Den er forklaret godt og dejligt, at der er tilhørende teori.
Det er også dejligt med det letlæselige kapitel omkring bevægelse og motorik i tilknytning specifikt til dagtilbud. Det vil være et godt sted at ”starte” med at få en overordnet forståelse for de studerende – og herefter vil de kunne dykke mere ned i dine kilder bag i bogen 😊
Bevægelseskortene var et stort hit blandt de 60 studerende, jeg afprøvede dem med! Opdelingen i forhold til arousal er god, og meget brugbar. Legene var godt beskrevet og de studerende havde nemt ved at igangsætte legene. De er flot illustreret og lavet i lækkert materiale. Dejligt at kortene let kan skilles ad, så de er nemme at bruge i praksis. Flere studerende var efterfølgende henne og spørge mig, hvor man kunne anskaffe sig kortene 😊"
Maj Kærgaard Kristensen, lektor på UCN