Mariagerfjord Kommune styrker mangfoldighed og fællesskab i folkeskolen

Mariagerfjord Kommune har gennem flere år arbejdet målrettet på at skabe stærke læringsfællesskaber med plads til alle børn. Deltagelsen i projektet Den Mangfoldige Folkeskole giver ny viden og konkrete redskaber, der styrker både skolernes kultur, samarbejde og pædagogiske praksis.

 

Siden 2023 har Mariagerfjord Kommune deltaget i Den Mangfoldige Folkeskole, et nationalt udviklingsprojekt, der har til formål at styrke trivsel, læring og deltagelsesmuligheder for alle elever. For kommunen ligger indsatsen i naturlig forlængelse af strategien for skoleområdet, hvor ambitionen er at skabe stærke læringsfællesskaber med plads til alle børn og unge.

 

Flere års målrettet udvikling

Kommunen har de seneste år investeret massivt i at udvikle både ledelse, pædagogisk praksis og samarbejde. Indsatserne har bl.a. omfattet:

 

  • styrket ledelsessamarbejde og en tydelig pædagogisk retning
  • udvikling af teamsamarbejdet som professionelt læringsfællesskab
  • kompetenceudvikling af lærere og pædagoger med fokus på co-teaching, relationskompetence og pædagogisk værtskab
  • øget fokus på trivsel og fællesskab, så alle børn oplever at høre til
  • implementering af et fælles pædagogisk fundament
  • systematisk brug af data og evaluering til at understøtte læring og udvikling.

 

Siden 2018 har Mariagerfjord Kommune og Dafolo samarbejdet om at udvikle skoleområdet, hvor Dafolo har spillet en central rolle i at omsætte forskningsbaseret viden til konkrete handlinger i skolehverdagen. Det er sket gennem procesfacilitering, workshops, observationer, sparring og udviklingsforløb på den enkelte skole.

 

Med hjælp fra Dafolo har kommunens skoler blandt andet udviklet visuelle støttesystemer, der bidrager til at skabe øgede deltagelsesmuligheder for alle elever i klassen uanset sprogfærdigheder og læringsbehov. 

 

Positive resultater i Rambølls målinger

Som en del af Den Mangfoldige Folkeskole er indsatsen løbende blevet evalueret af Rambøll, og målinger fra Mariagerfjord Kommune viser fremgang på en række områder:

 

  • styrket teamsamarbejde i de professionelle læringsfællesskaber
  • tydeligere ledelsesunderstøttende skoleudvikling
  • øget motivation og kompetence hos det pædagogiske personale
  • klarere vision for deltagelsesmuligheder for alle elever
  • bedre organisering af læringsmiljøer og samarbejdsformer
  • stærkere fælles børnesyn.

 

”Vi ønsker en folkeskole, hvor alle børn mødes med høje forventninger, samtidig med at der er plads til forskellighed. Rambølls målinger viser, at vi er på rette vej. Deltagelsen i Den Mangfoldige Folkeskole giver os både viden og inspiration til at omsætte strategien i hverdagen. Projektet har samtidig styrket vores kultur, hvor kontinuerlig træning og fokus på forbedringer løfter de professionelle læringsfælleskaber,” siger dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther. 

 

Fakta: Den Mangfoldige Folkeskole

Målet med projektet er, at flere børn og unge føler sig set, hørt og støttet, så de kan være en del den almene undervisning og skolens fællesskaber. Samtidig skal projektet bidrage til, at færre elever får et bekymrende skolefravær, ekskluderes fra læringsfællesskaber eller ikke får en ungdomsuddannelse. Projektet gennemføres i perioden 2022-25 med en bevilling på 50 millioner kroner fra A.P. Møller Fondens folkeskoledonation. Læs mere om Den Mangfoldige folkeskole